|
|
|
|
|
|
 |
|
Sportsfiskeri i den nordlige trekant (Norra Triangeln)
“Lapland er kontrasternes land. Her fik vi en betagende oplevelse i det fortryllende nattelys. På en vidtstrakt eng med kort græs voksede der i tusindvis af ranunkler i fuldeste flor. Da vi kom op over toppen, skræmte vi en fjeldræv op, som sprang væk mellem blomsterne. Nærmere ved elven blev terrænet mere moseagtigt og her fandtes en hel række permafrosne småhøje – store, brune evigt frosne tørveknolde”.
(Carsten Lorange. Fluga i vildmark 1959).
Sandåslandet.
Kiruna kommune huser nogle af verdens bedste stallingområder. Et sådant område er det vidtbesungne Sandåslandet, en mægtig, karrig sandkasse, vi alle længes efter.
Rostujávri er modersøen hvorfra bl.a. elven Rostuätno og den norske elv Rosta har deres udspring. I forlængelse heraf giver søen liv til de fleste rindende vande i området, og den er den naturlige kildesø for de nedstrøms elve Lainioälven og Torneälven.
Hvis man følger fluefiskeparadiset Rostuätno mod syd, opdager man, at den længere ude løber sammen med et andet interessant stallingvand på Nordkalotten, nemlig den fra vest kommende elv Tavvaätno. Sammen med Rostuätno danner denne å Torneälvens klassiske bi-elv Lainioälven.
Sandåslandet er fællesnavnet for hele det karrige landskab, som omkranses af Tavvaätno og Pirtimysjokk i syd, søerne Korvejávri og Kiepanjávri i vest, Rostuätno i øst og Kummaätno i nord. Landskabet er kendetegnet af de lave fjelde, vindblæste heder, smukke sandåse og næsten uendelige mosestrækninger.
Karakteristisk for området er de vældige mængder af sand, der findes i omgivelserne, sikkert en rest efter en nu forsvundet gletsjers vilde og vestligste fremfærd.
Landskabet er udstrakt og relativt fladt. Sandet dominerer ligesom det udbredte pilekrat. Det er derfor vigtigt at man planlægger sin fiskerejse, både med hensyn til udstyret, men også med udgangspunkt i landskabets skiftende karakter. Man bør fortrinsvis vandre på sandåsene og de tørrere områder, mens man bør undgå pilekrattet. Bevoksningen kan sinke vandringen og volder ofte en hel del ærgelse. I dag findes der også vegetationskort over mange af fjeldområderne.
Nogle interessante fiskevande
Rostujávri
På den enestående tundra i den aller nordligste del af svensk Lapland ligger den berømte vildmarkscamp Rostujávri. Mange forbinder Rostujávri med isfiskeri efter fjeldørred i april, maj og juni og fluefiskeri efter stalling, ørred og fjeldørred i sommerperioden. Søen med omgivende fjeldlandskaber er uberørt vildmark i et land uden veje. Her finder man sandglitrende stallingvande og rødglinsende fjeldørreder. Ingensteds kan sjælen finde en sådan ro som ved Rostujávri.
Søen kan siges at være hjertet i Sandåslandet, en pulserende sø, som giver liv til det omgivende landskab. Rostuätno, som i sin forlængelse er en af mange biologisk vigtige kildevande til den nedenstrøms Lainioälven, har sit udspring her.
På den sydøstlige side af Rostujávri ligger den berømte fiskecamp. På stedet findes gode overnatningsmuligheder, en badstue og både til udlejning. Trækfiskeri efter fjeldørred fra båd er almindeligt forekommende på søen.
De norsk-svenske grænsevande
Et særkende ved Rostujávri er, at den ligger på vandskellet, et faktum, som gør, at den løber ud i to have. Rostuätno løber mod sydøst og vandet ender sluttelig i Torneälven og dermed i den Botniske bugt. På den anden side, en stykke inde i Norge begynder Rosta elv, en fin lille fjeldelv med gode bestande af stalling, ørred og fjeldørred.
Elven løber ud mod den norske kyst, og et sted på vejen bliver den lakseførende og kaldes herefter for Målselv. Derefter er der ikke langt til Atlanten. Fiskekort til de norske fiskevande fås hos os på Kiruna Flyg.
Rostuätno with Härkejávri
I Rostujávris østligste del starter Rostuätno sit løb. De første strømme og vandfald ned mod den store, rolige sø Härkejávri rummer mange hyggelige fiskepladser, såvel for flue- som spindefiskeren. Eftersom området ligger så tilpas nær ved hovedsøen, er der også gode muligheder for at få en fjeldørred på krogen. Ved fiskeri i Härkejávri bør man vide, hvor den kvotebelagte strækning begynder.
Rostuätno har i perioder en temmelig god bestand af ørred og kan siges at være det mest ørredtætte vand i Sandåslandet. Endvidere er der naturligvis en god bestand af stalling. Den nordlige kvotebelagte strækning kræver særlig tilladelse. Den første strækning er kvotebelagt, hvorfor man bør kontrollere forskrifterne.
Fjeldbækken (jokken) har et afvekslende forløb med fladvand og strømme. Landskabet består af en fin blanding af stenmarker, sandåse og pilekrat.
Nedenstrøms åbner det tilladte fiskeri sig mod forgreningen, det vil sige det sted, hvor Rostuätno møder Tavvaätno og danner Lainioälven. Fjeldbækken er velegnet til fluefiskeri, hvilket i og for sig alle Sandåslandets fjeldbække er.
Tavvaätno med tilhørende vande
En snes kilometer syd for Rostujávri findes stallingbækken Tavvaätno. Fjeldbækken er 26 kilometer lang og består af to geografiske dele. Dels den øvre mere tundralignende egn med store sandåse med mellemliggende regioner med pilekrat. Tavvaätno begynder, hvor to mindre fjeldbække løber sammen, dels Päkkejokk og els den fra nord kommende Korvejokk.
Begge fjeldbække er meget stenfyldte og med til tider kraftig strøm, primært på den nedre strækning af Korvejokk. Stallingen er den dominerende art, men der forekommer også en del ørred, primært i Päkkejokk.
Päkkejokk kommer egentlig fra den store sø Kiepanjávrioch og løber på sin vej gennem søen Päkkejávri.
Korvejokk kommer nordfra fra Korvejávri og den kan inddeles i to afsnit. Dels strækningen fra Korvjávri ned til Sinutluobbal og dels strækningen ned til stedet, hvor den løber sammen med Tavvaätno.
Neden for Sinutluobbal findes en bro over bækken og herunder løber også Skitsejokk. Tidligere blev bækken kaldt Skitsekallajokk, og den har fjeldørred i det øvre løb op mod de store Tjuolmajávrisøer.
En kilometer nede af strømmen efter Korvejokks tilløb, i begyndelsen af Tavvaätno, kommer næste bæk fra nord. Det er Skitsejokks tvillingebæk, den muligvis endnu mere snoede Ittetjuolmajokk. I dag kaldes den kort og godt for Ittejohka. Begge bække er følsomme over for vandforholdene, og de kan, under vedholdende tørke, have lavt vand. Også i Ittejohkas øvre løb kan der under gunstige vejrforhold fanges fjeldørred. Hovedpopulationerne i alle bæksystemerne er stallingen.
Harrejokk
Tretten kilometer neden for Tavvaätnos kilder løber den større fjeldbæk, Harrejokk ned. Vandløbet har en god bestand af stalling, og dens udspring ligger næsten oppe ved Rostujávri. Visse mindre bivandløb, som kan tilbyde sportsfiskeren et og andet af interesse, findes. Fjeldbækken kan opdeles i to afsnit, hvor den nordlige løber på fast grund. Strømløbene, som afløses af små søer, består af sand eller sten. De nedre dele neden for den lille jordnøddeformede sø Buljitjavri, er mere sumpede og på visse strækninger vanskelige at forcere. Frem for alt i den vidstrakte mose, Tavvavuoma ned mod sammenløbet med Tavvaätno.
Sandåslandets mange fjeldbække er relativt grunde og en fisker finder altid et egnet vadested. |
|
 |
|
 |
|
 |
|
 |
|
 |
|
 |
|
|
|
|
|
|
|
|
